Linealen i praksis
20. juli 2022
Linealen er et onlineværktøj for pædagoger, lærere og andre, der arbejder med børn og unge.
Linealen er et værktøj, der hjælper dig med at bestemme bekymringsgraden for et barn eller ung i begyndende mistrivsel.
Her på siden kan du læse mere om Linealen, samt om hvordan du bruger den.
OBS: Du skal være opmærksom på, at i samarbejdet med Børn & Unge kan du møde en anden lineal: Trivselslinealen. Du kan læse mere om Trivselslinealen her
Linealen er udviklet til at opspore begyndende mistrivsel hos børn og unge. Med Linealen guides du gennem en række spørgsmål, som hjælper dig til at vurdere i hvilken grad du skal være bekymret, og om det er en bekymring, som du bør handle på.
Linealen understøtter systematik og refleksion i relation til arbejdet med udsatte børn og unge.
Målet er, at iværksætte den rette indsats så tidligt som muligt.
Hensigten har været at udvikle et værktøj, som alle finder meningsfuldt at bruge. Derfor er Linealen udviklet i et samarbejde mellem Skole og Børn, Social og Sundhed, pædagoger og lærere, samt andre der til dagligt arbejder med børn og unge.
Linealen kan, på baggrund af det du har observeret, hjælpe dig til at angive en placering på Linalen. Dine observationer og svar bliver samlet i en oversigt, som du kan gemme til senere brug. Derudover giver Linealen dig et overblik over de muligheder du har for at få faglig sparring, eller hjælp til den bekymring, som du står med.
Linealen kommer ikke med en årsagsforklaring på din bekymring, og derfor kan Linealen heller ikke give dig en færdig handleplan.
Selve opstarten af Linealen er inddelt i forskellige alderskategorier fra 0-18 år. Til hver alderskategori er der tilknyttet en række temaer, som er vigtige for børns trivsel og udvikling. Du skal vælge de temaer, som dækker over den bekymring du oplever. Under hvert enkelt tema er der tilknyttet en række tegn, som hver især kan være indikationer på begyndende mistrivsel. Du skal forholde dig til, om du har observeret disse tegn.
På baggrund af dine besvarelser giver Linealen et bud på en placering. Derefter kan du selv foretage den endelige placering på Linealen.
Linealen giver et bud på en placering baseret på dine svar. Det vil dog altid være din vurdering som fagperson, som du skal rette dig efter. Du kan støtte dig til dine observationer og øvrige viden om barnet/den unge, når du skal foretage din placering på Linealen.
Du skal bruge linealen, når du ser de første tegn på mistrivsel, eller når du har en begyndende bekymring for et barn/ung.
At bruge Linealen kan være en god forberedelse til fx et møde med nærmeste leder eller forældre. Man kan også bruge Linealen sammen med sine kolleger, for at få forskellige perspektiver på en bekymring, og man kan bruge Linealen som forberedelse til et møde med andre fagfolk fx fokusteamet.
I alle afdelinger, skoler og institutioner er der én eller flere nøglepersoner, som har indgående kendskab til hele Roskildemodellen – herunder Linealen. Din leder ved hvem der er nøgleperson, der hvor du arbejder.
Her på siden kan du også finde en vejledning til Linealen.
Du kan kopiere og gemme et link til oversigten over dine besvarelser. Du kan gemme linket et sikkert sted, hvor du gemmer andre personfølsomme oplysninger. Praksis vil her variere afhængig af, hvor i kommunen du arbejder. Er du i tvivl om, hvor man gemmer personfølsomme oplysninger, skal du henvende dig til din nærmeste leder.
Du er som bruger af Linealen anonym. Det samme gælder for barnet/den unge. Linealen kræver ikke andre oplysninger end barnets alder samt din funktion i relation til barnet.
Linealen fungerer bedst på en PC. Den kan dog også anvendes på en iPad.
Hvis du som ansat inden for specialområdet benytter Linealen, skal du være særligt opmærksom når du angiver bekymringsgraden ud fra hvert udsagn. Nogle af udsagnene vil nemlig være forventelig adfærd for børn med særlige behov, og giver derfor ikke anledning til øget bekymring. Husk altid, at du som fagperson både på almen og specialområdet har den endelige vurdering af bekymringsgraden.